Det sandeste – Tove Ditlevsen

Hvad han hvisker når han hviler
ved din side, svøbt i duften
af dit lyse hår og gemt i
dine sansers mørke pragt -
hvad hans hjerte råber til dig,
hvad der toner gennem luften,
skal du gemme, tro - og glemme
mest af alt hvad han har sagt.

Men når natten er til ende,
og de pigelige kræfter
ikke mere når hans sanser
skal du skjule dig igen,
skal du glemme hvad han hvisked,
hvad han græd og længtes efter;
hvis det gør dig ondt at mindes,
skal du glemme det igen.

Og han lyver ikke for dig,
når han hviler ved din side,
når han kysser dine øjenhår
og synker mod dit skød,
når han brænder ord imod dig,
som du aldrig skulde vide,
når han løser alle lænker
af sin længsels unge glød.

Men det sandeste i verden
skal du vide, er hans stemme,
når han hviler ved din side,
når han er dig ganske nær,
hvad hans hede læber hvisker,
skal du gemme, tro - og glemme,
det er livets dybe åndedrag,
en drøm og stjerneskær.

Du skal bare ta imod det
som et lille dyr i livet,
hed af glemsel, stum af lykke
ved at gro og være til,
du skal åbne dig og grådigt
drikke alt hvad han har givet,
du skal tro på det han hvisker
i det korte, stumme spil.

 

Jeg har begynt på folkehøgskule igjen, vært syk, blitt frisk og så syk igjen, meldt meg som blodgiver i dag, skal være med i en “musikal” som et prosjektarbeid, har fått tilbud om å begynne å spille håndball igjen på GNIST, et håndballag i Bergen, har det fint og har ikke fått tatt så mange bilder ennå! Kommer, kommer!